Fremad Amager Elite | Øens Erhvervsnetværk

Din fuge-ekspert

Jørgen Thisgaard har drevet Alt om fugning ApS siden 2018, men han har en langt længere karriere i fugebranchen bag sig

Han har nemlig været i branchen siden 1994, hvor han både har arbejdet med salg, administration, teknisk rådgivning, undervisning og den praktiske udførsel. Nu driver han Alt om fugning ApS, og der er godt gang i forretningen.

”Jeg har en lang række af gode og trofaste kunder, og det er primært erhvervskunder, men jeg udfører også arbejde for private,” siger stifter og indehaver Jørgen Thisgaard.

Det er primært bløde fuger, Alt om fugning ApS arbejder med, og det er primært på renoveringsopgaver. Alt om fugning ApS består kun af Jørgen Thisgaard, men han har en fast samarbejdspartner.

”Han er også fugeentreprenør, og vi arbejder fast sammen dagligt og deler lager- og kontorfaciliteter i Karlslunde” siger Jørgen Thisgaard, som også har undervist i fugningens mange aspekter på diverse tekniske skoler på Sjælland og afholdt kursus på Færøerne for 60 personer.

Alt om fugning ApS har været en del af Øens Erhvervsnetværk siden april 2020, og det har været en god oplevelse.

”Jeg har fået nogle gode bekendtskaber, og det har også ført noget arbejde med sig, så jeg har allerede fået noget ud af det, og det er faktisk gået hurtigere, end hvad jeg havde regnet med,” siger Jørgen Thisgaard, som også gerne giver rådgivning omkring fugning.