Til hverdag og fest og alt derimellem!

Baglokalet holder til i Fremad Amagers gule klubhus

Her tilbyder vi et ambitiøst og professionelt køkken med solide hverdagsretter mandag til torsdag, frokostordning mandag til fredag, og lækre selskabs- og bryllupsmenuer til de store fester i weekenderne.

På daglig basis laver vi sunde og velsmagende måltider med omhu og omtanke og altid helt fra bunden. Som de fleste andre seriøse leverandører og restauratører lader vi årstiderne sætte rammerne for, hvad der ender på din tallerken og siden i din mave. Derfor er friske råvarer altid kernen i vores produktioner.

Vi har vi ikke lagt os fast på én type køkken, og derfor kan du gennem en uge sagtens lade smagsløgene besøge fjerne egne i Sydamerika og Asien, men lige så vel få en bid af et klassisk dansk eller fransk køkken. Og så lige alt hvad du finder derimellem.

Baglokalet løber ikke rundt på grundlag af aftengæster alene. Faktisk tværtimod. Derfor sørger vi for at have en tætpakket kalender med forskellige former for fester og fejringer. Alt fra barnedåb og konfirmationer til runde fødselsdage, bryllupper og firmafester lægger vi lokaler til.

Det giver sig selv, at vores dagligdag primært handler om mad, men selv madlavning kan godt føles lidt som skrivebordsarbejde en gang imellem. Derfor har vi i alle vores leveår haft unge med særlige behov som en del af vores køkken i dagligdagen. På den måde bliver Baglokalet til alt andet end et sædvanligt produktionskøkken.

I stedet for blot at trække på tillært kogekunst fra kokkeuddannelsen for at tilfredsstille ganerne sætter vi os selv i spil for at hjælpe unge med udfordringer. Det kræver cirka fem skefulde empati, et par deciliter tålmodighed og cirka al den kærlighed vi har på lager. Resultatet er en lige så god fornemmelse i maven, som vores serveringer gerne skal give dig.