Fremad Amager Elite | Øens Erhvervsnetværk

CPH Cars

Fra hobbyvirksomhed til levevej

CPH Cars har eksisteret i 12 år, og kan i dag blandt andet sælge, servicere og reparere nye og brugte biler til både private og erhvervskunder. Sådan har det dog ikke altid været, da CPH Cars begyndte som en hobbyvirksomhed.

»En voksende efterspørgsel efter brugte biler til fornuftige priser førte til, at vi i dag udover køb og salg af brugte biler også tilbyder finansiering samt service og reparation på eget værksted,« siger Glenn Hvid Ulrich, som det seneste år har drevet CPH Cars sammen med Brian Juul Thomsen.

En anden væsentlig del af forretningen hos CPH Cars er import af brugte biler fra Tyskland og Sverige. Biler som sælges i forretningen, men hvis man som kunde selv har fundet en bil i udlandet, så kan CPH Cars også være behjælpelige med alt det praktiske.

»Inden man køber en bil i udlandet, er der en række ting, man bør overveje. Det er i forhold til transport af bilen, indregistrering og eventuel udbedring af fejl og mangler. Her tilbyder vi at være behjælpelige i hele processen, så kunden får en god oplevelse,« siger Glenn Hvid Ulrich.

Fordelingen mellem private- og erhvervskunder er cirka 50/50, hvoraf mange er lokale kunder, og for CPH Cars var det oplagt at blive en del af Øens Erhvervsnetværk.

»Vi vil meget gerne støtte lokalt, så efter vi blev to, og der dermed var overskud til det, så var det oplagt at blive en del af netværket,« siger Glenn Hvid Ulrich.

Tags: Autoværksted Biler Leasing